Arvæv – ville du lade nogen skære i din hjerne?

Efter vi har fået muligheden for at diagnosticere og behandle de neurologiske problemer, som opstår af, at der skæres i huden, så er det slående, hvor utroligt mange forskellige typer af symptomer, der leder tilbage til gamle operationer og arvæv (se 3 patient-interviews nederst).


Det sørgelige er, at patienter som oftest er fuldstændigt uvidende om, at det at skære i huden ved operationer kan skabe en masse problemer i sig selv – nogle gange LANG tid efter. Endnu mere skræmmende er det, at mange af kirurgerne der fører skalpellen enten er uvidende eller bare ligeglade.


Nogle gange er operation det helt rigtige. Dog har vi efterhånden hørt nok groteske historier fra patienter omkring foreslåede eller allerede foretagede kirurgiske indgreb til, at vores motivation for at lave en grundig blog er blevet tilpas høj.


Vi håber, at bloggen kan få både patienter og kirurger til at tage bedre beslutninger.


Er du sikker på, at operation er den rigtige beslutning?


Ville du lade nogen skære i din hjerne?


Huden er dit største organ og kommer fra det såkaldte ”ektoderm” i fosterudviklingen. Nervesystemet (hjerne, rygmarv, perifere nerver) og sanseorganer som øjet og øret stammer også herfra. Din hud har vanvittigt mange funktioner og sender konstant informationer til resten af kroppen og hjernen via frie nerveender og sanselegemer [1].


Vi har utallige reflektoriske mønstre, og nogle af dem er til for at beskytte os. Reflekser såsom ”withdrawal reflex” indebærer, at du fjerner dig fra harmfuldt stimuli – såsom at løfte foden, hvis du træder på noget skarpt. Denne refleks opstår på baggrund af et øget signal fra A-delta nervefibre i din hud.


Det at løfte benet reflektorisk er overraskende avanceret og involverer, at mange muskler i begge ben skal trække sig sammen (spænde op) og at modsatrettede muskler skal slappe af. Hvis førnævnte nervefiber forbliver sensitiv og hypersignalerende (overaktiv), vil dette respons konstant være aktivt i større eller mindre grad.


Dette er baggrunden for, hvorfor et lille bitte snit i din hud kan kreere neurologisk kaos ved at påvirke utallige muskler, og derved skabe meget forstyrrende refleksmønstre, der hæmmer normal funktion og bevægelse.


Din hud ER på mange måder din hjerne.


Problemet er ikke bindevævsrelateret - men neurologisk


Mange behandlere ser på arvæv som et restriktionsproblem i bindevævet. Dette er også en del af problemet, men det er ikke det vigtigste. Vores krop og hjerne er gode til at kompensere, og hvis vi mangler lidt bevægelse i et område, så kan vi som regel øge den et andet sted uden større problemer.


Det store problem er, når centralnervesystemet (CNS) får et signal fra et bestemt område i huden (arret), der tolkes som værende meget farligt og noget, vi skal beskyttes imod. Hvis et bestemt område er hypersignalerende (hyper = i for høj grad), kan det som sagt skabe et reflektorisk respons fra musklerne i området (og nogen gange meget langt væk fra området).


Der findes godt nok receptorer ved navn ”golgi tendon organs” i det fascielle bindevæv, som kan skabe reflektoriske spændinger, da fascie-vævet kan trække sig sammen i stil med glat muskulatur (tarmene har glat muskulatur eksempelvis) [2]. Erfaringsmæssigt finder vi dog (via P-DTR’s testprotokol) at problemerne omkring arvæv primært stammer fra frie nerveender, også kaldet nociceptorer.


Vores fascievæv er meget populært og ofte meget misforstået.


Arvæv, nociceptorer og reflekser


Vedblivende hypersignalerende nociceptorer skaber en masse ballade på grund af deres sammenhæng med det sympatiske nervesystem (fight or flight), inflammationsresponset og de neuromuskulære refleksmønstre, de igangsætter [3].


Et eksempel på en type af nervefiber, som vi tit finder er overaktiv i arvæv, er en A-delta nervefiber, som har den såkaldte “withdrawal” (tilbagetrækning) refleks tilknyttet sig. Den grundlæggende funktion af denne refleks er at trække et område af kroppen væk fra harmfuldt stimulus hurtigst muligt, som når du rører ved noget meget varmt eller træder på noget spidst.



Et lille prik under foden kan påvirke muskler i hele kroppen. Et lille bitte stimulus kan føre til et kæmpe respons. Denne refleks er meget hensigtsmæssig generelt set, men de patienter vi ser med arvæv er ofte fanget i et reflektorisk mønster, hvor en eller mange muskler er inhiberede (neurologisk term for svag) eller overspændte, fordi sådanne nervefibre konstant og vedblivende er hypersignalerende.


Mange patienter med arvæv døjer også  med mekanisk allodyni, som betyder, at et stimulus som normalt ikke giver smerte nu gør det. Det kan eksempelvis være let berøring. Dette skyldes som regel at en “crude touch” (bred berøring) nervefiber er overaktiv. Allodyni er et problem med det perifere sensoriske nervesystem, hvori det sympatiske nervesystem spiller en vigtig rolle [4].


At nociceptorer er forbundet med det sympatiske nervesystem er åbenlyst, når man tester for det. Vi har utallige gange oplevet, at et par harmløse, ikke-smertefulde prik med en tandstik i et gammelt ar påvirker patienten, så vedkommende får klamsvedige hænder og øget puls.


En fjer burde ikke skabe smerte.


Information fra huden påvirker kontrol af holdning og gang


Vores lillehjerne er den primære styrer af ubevidst motorisk arbejde, såsom at holde os oprejst og at korrigere vores gang, så vi bevæger os flydende og energieffektivt.


Samtidigt har vi et netværk at cellekerner i vores rygmarv, som står for at initiere vores gang. Dette netværk benævnes “central pattern generator” (CPG) [5]. Både CPG og vores lillehjerne er ekstremt afhængige af korrekt sensorisk information fra blandt andet vores hud.


“Skin afferents also exert a powerful influence on the CPG [26,36,41]. Skin receptors are important to detect obstacles and adjust stepping to avoid them such as the “stumble-corrective reaction [43]. ” [6]


Det er vigtigt, at vores hud ikke sender abnormale signaler til centralnervesystemet.


Abnormalt input skaber et abnormalt output. Vores hjerne bruger informationen, den får fra vores hud, til at lave optimale muskulære mønstre og bevægestrategier med udgangspunkt i de signaler. Hvis signalet til hjernen fra eksempelvis et gammelt ar er dysfunktionelt, så vil hjernen tolke på dette og derved lave et uhensigtsmæssigt motorisk output, som vil øge risikoen for overbelastninger, skader og smerter.


Det kan sagtens være, at operation er den helt rigtige løsning for dig, men i det mindste ved du nu, hvor vigtig din hud er, og hvad vi mener med spørgsmålet:


“Ville du lade nogle skære i din hjerne?”


Har du spørgsmål, er du velkommen til at maile os eller booke en tid.


Casestudier


Case 1


Symptomer: – Smerter og muskulære problemer i venstre akillessene og baglår efter hofteoperation.


Primære problem: – Hypersignalerende nociceptorer i arvæv på balden, der inhiberede musklerne i venstre bagkæde.


LINK TIL SOUNDCLOUD-INTERVIEW


Case 2


Symptomer: – Nedsat bevægelighed og smerter i storetæer og ankel efter tåoperation.


Primære problem: – Hypersignalerende nociceptorer i arvæv på storetåen, som inhiberede underbensmuskler og skabte overdreven spænding i bindevævet omkring leddet.



Case 3


Symptomer: – Snurren og nedsat følelse i arm og hånd efter operation for prolaps.


Primære problem: – Hypersignalerende nociceptorer og “golgi tendon organs” i arvæv på hals og lænd, som skabte hypertone muskler og derved nerveafklemning og irritation.



Referencer


[1] https://embryology.med.unsw.edu.au/embryology/index.php/Ectoderm


[2] http://www.fascialfitnesstoday.com/Images/Fascia_can_contract_in_smooth_muscle_like_manner.pdf


[3] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3883554/


[4] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4281368/


[5] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3567435/


[6] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5288669/

30 visninger

KONTAKT

info@klinikansa.dk26 47 80 83

VESTERBRO

Westend 16, kælderen

1661 København V

  • White Facebook Icon

VANLØSE

Jernbane Allé 34, st.

2720 Vanløse

Skriv direkte til os