Tips til at undgå tankemylder
En vigtig komponent for en god søvnkvalitet er selvfølgelig, at man rent faktisk kan falde i søvn. Her er et par tips, som burde hjælpe dig til hurtigere at falde i søvn.
Kig ud i luften i 10 minutter, inden du skal sove
Meditation har rigtigt mange gode egenskaber og har vist sig effektivt til at forbedre mange forskellige faktorer såsom stressniveau, søvn, generelt velvære og udskillelsen af kortisol [1].
Læs mere om relevansen mellem kortisol, melatonin og søvn her.
Meditation bliver her kogt ned til simpelthen bare at være til stede i nuet og lade tankerne flyde. Sæt dig et sted, hvor der er mørkt og ro. Af personlige erfaringer kan det være ekstra beroligende at fokusere på at slappe så meget af i sin mave som muligt. Fra et neurologisk synspunkt giver det god mening, da vores stressrespons blandt andet fører til nedsat blodcirkulationen til tarmsystemet og påvirkning af vejrtrækningen.
Hav papir og blyant liggende ved sengen
Hvis tankerne begynder at køre rundt i hovedet på dig, når du lægger dig ned for at sove, så kan det være meget brugbart at skrive tingene ned. Så behøver du nemlig ikke bekymre dig om, at du glemmer den gode idé, der lige dukkede op. Du kan også skrive de emner ned, som frustrerer dig, og så sætte tid af til at håndtere dem på et tidspunkt, hvor det rent faktisk er muligt og giver mening.
En MEGET vigtig detalje her er, at du ikke tænder noget elektrisk lys for at skrive noget ned! Tænd et stearinlys I stedet. Hvorfor kan du læse her.
Referencer:
[1] Jensen, Christian G. et al (2015). Open and Calm – A randomized controlled trial evaluating a public stress reduction program in Denmark. BMC Public Health 2015; 15: 1245. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4682248/